Den mand, som ifølge politiet i Marokko trænede de mistænkte for drabet på Louisa Vesterager Jespersen og Maren Ueland, kom for en dommer i dag.
Source : http://nyheder.tv2.dk/udland/2019-02-04-dobbeltdrab-i-marokko-mistaenkt-bagmand-naegter-sig-skyldig
Den spansk-schweiziske mand, der er mistænkt for at stå bag mordet på danske Louisa Vesterager Jespersen og norske Maren Ueland, deltog i et indledende retsmøde i Marokko mandag eftermiddag.
Det oplyser Saad Sahli, der er advokat til den formodede bagmand, Kevin Zoller Guervos, til TV 2.
Og den formodede bagmand nægter sig skyldig.
– Han vil detaljeret forklare, hvorfor han ikke har noget med andre hovedpersoner i sagen at gøre, siger Saad Sahli til TV 2.
– Jeg ved ikke rigtig, hvordan jeg skal forklare det, men han tror på sig selv.
Saad Sahli fortæller, at retssagen er hemmelig og kommer til at foregå bag lukkede døre. Han anslår, at sagen vil tage mange måneder, og han er samtidig optimistisk på sin klients vegne.
– Jeg er meget optimistisk, når det gælder sagen og juraen. Hans situation er meget forskellig fra de andre anklagedes, siger Saad Sahli.
De indledende høringer foregår i en retssal i Salé nær den marokkanske hovedstad, Rabat, hvor andre mistænkte i sagen også vil blive fremstillet for en dommer.
Flere af dem har også Saad Sahli som advokat.
Myndighederne i Marokko har sigtet mere end 20 personer i sagen om mordene på de to turister, der blev dræbt på en vandretur syd for Marrakesh 17. december 2018.
Den 24-årige Louisa Vesterager Jespersen og 28-årige Maren Ueland slog telt op uden for de officielle lejrpladser, og næste morgen blev ligene af de to kvinder fundet på overnatningsstedet.
Et af drabene blev optaget på video og er efterfølgende blevet delt på sociale medier.
Ifølge de marokkanske myndigheder er drabene en terrorhandling.
Mistænkt for at træne gerningsmænd
Den mistænkte bagmand Kevin Zoller Guervos er oprindeligt fra den lille schweiziske by Versoix, tæt på Geneve, og han konverterede til islam efter et liv med hashmisbrug og ungdomskriminalitet, skriver det spanske dagblad El Mundo.
Ifølge politiet i Marokko deltog Kevin Zoller Guervos ikke personligt i drabene på de to kvinder, men myndighederne mener, at han har trænet de fire mænd, som myndighederne mener udførte terrorhandlingen.
Han anklages for at have “lært visse personer, der er blevet arresteret i sagen, at anvende ny teknologi til kommunikation og trænet dem i at skyde”, hedder det i en beskrivelse fra antiterrorenheden Central Bureau of Judicial Investigations (BCIJ).
Politiet mener desuden, at Kevin Zoller Guervos var involveret i “rekruttering og indoktrinering af marokkanske borgere samt afrikanere fra syd for Sahara med det formål at udføre planlagte terrorhandlinger i Marokko”.
– Hovedanklagen går ud på medvirken til at danne en gruppe og udføre et angreb. Det er i strid med marokkansk lovgivning at uddanne folk til terrorister, siger Kevin Zoller Guervos advokat til TV 2.
Inspireret af Islamisk Stat
Det spanske dagblad El Mundo skriver, at efterforskerne i Marokko har beviser for, at Kevin Zoller Guervos og to venner (der også er arresteret) igennem længere tid via sociale medier har forsøgt at rekruttere unge mænd til terror.
De forsøgte blandt andet at overtale indvandrere på vej gennem Marokko til Europa til at begå terrorisme. Politiet efterforsker også forbindelser til celler i Marokko og Spanien.
Lederen af efterforskningen, Abdelhak Khiame, der er direktør for BCIJ, siger til det marokkanske medie Medias24, at Kevin Zoller Guervos har været en slags mentor for mændene bag dobbeltdrabet.
De fire mænd, der er mistænkt for at have begået drabene, er ifølge myndighederne i Marokko inspireret af terrorgruppen Islamisk Stat, men var tilsyneladende ikke i kontakt med terrorgruppens medlemmer i Syrien og Irak.